Om Rosen

 Af Ninni Gjessing

Følgende fortælles om den tyske digter Rainer Maria Rilke fra den tid han boede i Paris.

Sammen med en ven kom han en dag forbi en af byens pladser, hvor der sad en gammel kone og tiggede. Hun hverken så på de forbipasserende eller bad om noget eller sagde tak.

Altid sad hun det samme sted og rakte blot hånden frem.

Rilke gav aldrig noget. Hans ven gav tit et par kroner. En dag spurgte vennen forundret, hvorfor han aldrig gav noget. Rilke svarede: ’Vi burde give noget til hendes hjerte, og ikke bare til hendes hånd.’
Et par dage efter kom Rilke med en netop udsprungen hvid rose, lagde den i tiggerskens åbne magre hånd og ville gå videre.

Da indtraf det uventede.
Tiggersken så op, så på giveren, rejste sig møjsommeligt fra jorden, greb den fremmede mands hånd, kyssede den og gik sin vej med rosen.

En hel uge var den gamle kone borte. Det sted, hvor hun havde siddet og tigget, var og blev tomt. Rilkes ven spekulerede over, hvem der nu gav den gamle almisser.

Otte dage derefter sad tiggersken atter på sin vante plads. Som tidligere var hun uden ord, og atter viste hun kun sin nød ved at trække hånden frem.

’Hvad i alverden har hun levet af i alle de dage, hvor hun ikke har siddet her’?, spurgte vennen.
Rilke svarede: ’Af rosen’.

 

 

Om sorg og Alle Helgen

Af Ninni Gjessing

Teologen Lar Thunberg skrev i sin tid følgende lille digt om det at sørge. Om på den ene side at føge sig alene på Herrens mark, og på den anden side at ville være der, hvor man er, i sorgen.

At sørge er ikke at tale,
lad være, lad være.

At sørge er at være helt alene,
hvor ingen tale når frem.

At sørge er at vente på noget,
der ikke kommer.

At sørge er at blive sig selv bevidst
efter en lang tid af identitetsløshed.
At sørge er at være nogen
i tomhedens enerum.

Men samtidig også ikke at være nogen anden end den andens nærmeste, den andens stemme, som langsomt igen begynder at tale.

At sørge er at vove sig ud på det dybe vand, hvor ingen af os har været før, fordi vi til sidst var alt for sky.

At sørge er at være i den andens sted på dette dybe vand og holde båden højt mod skæbnens bølger i tavs protest.
At sørge er måske til sidst at vide, at kun den, som lod stormen blive stille på Genesarets sø den gang, kan lade mine sukkes bølgegang falme i forblivende ro.’

 

 

Om grantræet

Af Ninni Gjessing

Ifølge svensk tradition blev julen forberedt af advents fire engle. En troens, håbets, kærlighedens og glædens engel.

De blev sendt til jorden for at finde et træ til julen, som kunne blive et symbol på det glædelige budskab om frelserens fødsel med fred på jord.

På vej ned fra himmelrummet talte de om, hvilket træ de skulle finde.

Troens engel sagde: ’Det træ, vi skal finde, skal være et, der bærer korset hellige tegn på sine grene.’

’Jamen, det skal først og fremmest være et træ, hvis blade ikke visner’, sagde håbets engel, ’det skal stå friskt og fint vinteren igennem som et billede på det liv, døden ikke kan overvinde.’

Kærlighedens engel tog nu til orde og sagde: ’Træet skal først og fremmest være et tæt træ, som kærlighedsfuldt breder sine grene ud til værn for alle skovens små fugle’.

’Fint’, sagde glædens engel, men vigtigt er det, at træet bliver en kilde til glæde for børn og gamle, sunde og syge, rige og fattige.

Sammen fandt englene grantræet, og de pyntede det med lys, som varmede og spredte glæde i den kolde mørke vinternat.